Historie
Loge 44 Burgundarholm blev stiftet 16. September 1916. Logen købte ejendommen Krystalgade 7 i Rønne og der blev opført en ny logesal bag det daværende hovedhus.
Interiøret i logesalen er det oprindelige fra 1916. Arbejdet med indretning af logesalen med tilhørende pulte, alter med videre, blev udført af Frydenlunds Byggeforretning ved Johannes Hansen.
Logesalen efter renovering i 2005
Altertavlen, der er udført i forbindelse med opførelse af logesalen i 1916, er tegnet af arkitekt, broder Ove Pedersen, der også tegnede pultene og logesalen med tilhørende forværelse. Logesalen blev gennemgribende istandsat i 2005.
Billede fra omkring 1930 lånt fra Rønne Byarkiv, der viser det tidligere hovedhus Krystalgade 7. Huset blev nedrevet i 1931 og den nye bygning indviet i 1933.
Med tiden blev pladsen i selskabslokalerne for trang og det nuværende hovedhus blev opført i 1933.
Logebygningen i Rønne i 2005
Nedenfor gengives uddrag fra en længere artikel fra "Jul på Bornholm" fra 2004 forfattet af tidligere postmester på Bornholm og Odd Fellow broder, Ib Christensen:
Uddrag af Broder Storrepræsentant Ib Christensen's artikel i ”Jul på Bornholm 2004”
Odd Fellow Ordenen i Danmark, IOOF, har siden 1904 været fast organiseret på Bornholm. Denne beretning om ordenens liv på klippeøen rammer en pæl gennem mange af de myter, der pr. tradition har været forbundet med det at være medlem af en Odd Fellow-loge. Beretningen bygger selvfølgelig først og fremmest på ordenens protokoller og øvrige arkivalier fra de mange år, men i højeste grad også på det store efterforskningsarbejde, som er blevet udført af og testamenteret til broderlogen i Rønne af et mangeårigt medlem, Finn Holm Sørensen, der døde i september måned 2003.
Den 7. februar 1847 fik bødker i Halland i Sverige Anders Reinhold Wiberg en søn. Anders Wiberg boede i Snöstorp forsamling i Hallands Len i Sverige. Sønnen fik navnet Axel. Axel kom i stenhuggerlære på hjemegnen. Efter læretiden, der sluttede omkring 1865, besluttede han i 1881, at søge om dansk indfødsret. Han oplyste sammen med ansøgningen, at han havde boet i Danmark siden 1865 på Sjælland, i Jylland og på Bornholm. I midten af 1875 kom A.R. Wiberg – der i 1874 havde giftet sig med Maren Kirstine Nielsen – med hustru og barn til Bornholm. Han var nemlig fra august samme år blevet ansat som bestyrer ved Hammerens Granitværk, der ejedes af en i København boende tysk grosserer, I.F. Martens. Og herefter gik det stærkt for Wiberg. Først forpagtede han stenværket på Hammeren og drev det for egen regning. I 1888 overgik stenværket til A/S Bornholms Stenværk, og virksomheden blev i forbindelse med udbygningen af Hammerhavnen stærkt udvidet. Dette gav anledning til, at forpagtningsforholdet ophørte. Wiberg fortsatte fra august 1891 som driftsleder.
I begyndelsen af 1893 etablerede Axel Wiberg på et lejet areal sydøst for havnepladsen i Allinge sit eget stenhuggeri. Stenhuggeriet lå mellem en række ejendomme på Østergades nordøstlige side og kysten. Allerede i 1895 flyttede virksomheden og hele Wiberg-familien til en nyerhvervet landejendom i Olsker sogn. Denne ejendom, der hed Aldersro, omfattede både Lille Hallegård og Sjællegård . Også andre ejendomme erhvervedes med forskellige formål for øje. Af hensyn til stenbrydningsvirksomheden erhvervedes yderligere to jordlodder i Allinge-Sandvig kaldet Ledhøje, hvortil kom flere lodder i Olsker sogn. Det skulle vise sig, at han var en driftig virksomhedsleder og en dygtig håndværker. I virksomhedens bedste år havde stenhuggeri-virksomheden et betydeligt omfang med en arbejdsstyrke på hen ved 50 mand. En væsentlig del af granitten sendtes til København, hvor den bl.a. i 1907 anvendtes til opførelse af det ny Rigshospital. I 1909 fandt stenbrydningen sted dels i Ledhøje-området, dels i Storedal. Inden for området transporteredes stenene på blokvogne , der kørte på skinner uden brug af maskinkraft.
Men omfanget af virksomheden reduceredes imidlertid på grund af en stadig større konkurrence, paradoksalt nok fra Sverige, hvor stenene kunne fås billigere. En større anvendelse af beton gjorde sig også gældende. Og yderligere skete der det, at Wiberg blev ramt af koldbrand i sin venstre fod, der medførte, at foden måtte amputeres i 1911.
Senere fik udbruddet af den Første Verdenskrig i 1914 en negativ indflydelse på hans virksomhed, og det forhold, at hans helbredstilstand samtidig forværredes betydeligt ved, at der gik koldbrand også i den anden fod bevirkede, at virksomhedens drift hastigt gik ned ad bakke. I november 1915 måtte A.R Wiberg lade sig indlægge på sygehuset i Allinge med henblik på endnu en amputation. Denne amputation af den højre fod kunne han ikke overleve. Nogle få dage efter operationen afgik han ved døden. I nekrologerne i Bornholms Avis og Bornholms Tidende kunne man den 10. november 1915 læse, at Wiberg blev anset for at være en såre driftig forretningsmand, der tillige var meget pålidelig i pengesager, hvorfor han nød stor tiltro og kredit, da han tog fat for egen regning. Han arbejdede sig derfor op til at være en – efter lokale forhold – særdeles velsitueret mand, men – hedder det – tidernes ugunst og store tab ved forskellige uheldige forretninger, samt ikke mindst den sygdom, der ramte ham, satte ham langt tilbage i økonomisk henseende. Det beklagedes stærkt, at denne dygtige og retskafne mand, som havde skaffet arbejde til så mange hænder indenfor det lille samfund, skulle gå bort, efterladende sig sin familie i trange kår. Ved skifteretsbehandlingen behandledes boet som gældsfragåelsesbo: Aktiverne vurderes til godt 22.000 kr. , men gældsposterne oversteg langt dette beløb. Hans ejendomme blev solgt på auktion for bud langt under vurderingssummen.
Sådan slutter historien om en driftig mand og et helstøbt menneskeliv på Nordlandet . Men hvad har nu denne historie med Odd Fellow Ordenen at gøre? Jo, Axel Reinhold Wiberg havde også tillagt sig stor hæder udover det rent forretningsmæssige. Ovennævnte nekrolog sluttede med at berette, at Wiberg havde været Odd Fellow Ordenens veteran og ældste medlem på Bornholm, og at det i i første række skyldes hans virksomhed , at ordenen nu havde fået et godt fodfæste her på øen. Han var selv blevet optaget i loge nr. 1 Danmark i København den 27. august 1887 som broder nr. 323, og da han overtog granitværket på Hammeren ansatte han i stort omfang andre Odd Fellow-brødre, som han hentede ”ovrefra”. Han tog i 1904 sammen med fire andre brødre initiativ til dannelsen af den første Odd Fellow-forening på Bornholm. Den fik navnet ”Hammershus” og fik hjemsted i Allinge. Wiberg blev foreningens første formand.
Odd Fellow Ordenen kommer til Bornholm
Der skulle hengå næsten ét hundrede år efter Odd Fellow Ordenens tilblivelse i Baltimore, før den for alvor fik tag i bornholmerne. Nok var en og anden bornholmer broder af en loge ovre, men noget egentligt samlingspunkt for brødrene her på øen var der ikke tale om. Vi har tidligere hørt, at den gode stenværksejer Axel R. Wiberg allerede i august 1887 var blevet optaget som Odd Fellow-broder i loge nr. 1 Danmark. Og det var derfor naturligt, at han i 1904 tog initiativ til dannelse af en egentlig Odd Fellow-forening på Bornholm. Den 1. januar 1904 dannede han og fire andre brødre Odd Fellow-foreningen ”Hammershus”, der naturligt nok fik hjemsted i Allinge. Wiberg blev foreningens første formand. Til næstformand valgte man direktør H. Gottspenn, til kasserer købmand I. B. Larsen og til sekretær branddirektør Emil Bohn, alle boende i Allinge. Inden årets udgang var der yderligere indviet fem brødre fra Rønne og to fra Nexø. Den hurtige tilvækst stagnerede imidlertid lige så hurtigt, og indtil 1910 optoges kun et ringe antal brødre i ordenen. Sagen blev drøftet indgående blandt de få brødre, og man kom til det resultat, at skulle Odd Fellow-træet vokse sig stort og kraftigt her på øen, måtte foreningens hjemsted flytte til et mere centralt sted, nemlig til Rønne. Et kættersk synspunkt, som man nok ikke havde turdet anvende i dag. Forslaget blev imidlertid vedtaget , og fra den 1. januar 1911 havde foreningen Hammershus hjemsted i Rønne.
Det skulle hurtigt vise sig at være en god idé at forlægge residensen til Rønne. Hotelejer R. Ancker, Dams Hotel i Krystalgade havde stillet et lokale til rådighed, og her holdt man det første møde den 2. februar 1911. Den lille broderskare voksede hurtigt, og dermed voksede interessen for at etablere egen loge på Bornholm også. I 1914 udbrød den Første Verdenskrig, men trods krigen og frygten for at opgaven rent økonomisk skulle overstige de stærke ønsker om egen loge, tog idéen – stærkt understøttet af moderlogen nr. 1 Danmark – fart, og resulterede i at man på et møde den 22. august 1915 vedtog at gå i gang med de nødvendige forberedelser til dannelse af en loge .
Efter forskellige forslag til fremskaffelse af passende logelokaler, blev det på et møde den 5. marts 1916 vedtaget at købe sukkervarefabrikant Martin Kures ejendom i Krystalgade for 11.000 kroner. Til brug for yderligere indkøb af matrikel nr. 891 af Rønne til en nødvendig tilbygning, og dels til opførelse af en egentlig logebygning, blev det nødvendigt yderligere at optage et lån på 12.000 kroner. seks brødre – Viggo Glistrup, Carl Lau, Johs. Stibolt, H. Fischer, Christian Holm og A .Lund – blev bemyndiget til at optage lånet, idet samtlige brødre indestod in solidum over de nævnte seks brødre for enhver forpligtigelse, de i den anledning måtte pådrage sig. Efter at tegningerne var udarbejdet og tilbud på byggeriet var approberet, gik man straks i gang med byggeri og anskaffelse af inventar. Der blev ofret meget uegennyttigt arbejde på sagen. Det eneste man ikke rigtig kunne blive enige om var navnet. Men også dette lykkedes. Man blev enige om navnet ”Burgundarholm”, der jo er det olddanske navn for Bornholm.
Til at ansøge om fribrev og derfor til at være de egentlige stiftere, valgtes følgende brødre:
Branddirektør Emil Bohn, Allinge, grosserer Johs. Ertmann, Rønne, forretningsfører E.N.Engstrøm, Allinge, malermester Peter Johannes Lau, Rønne og endelig maskinmester Julius Stibolt, Sandvig. Stibolt, Bohn og Engstrøm var gengangere fra foreningens stiftelse i 1904, men to nye – nemlig Lau og Ertmann var kommet til blandt de ledende mænd i logen. Emil Bohn blev valgt til logens første overmester, men desværre blev han kort efter alvorlig syg og afgik ved døden kort efter logens institution. Herefter udgjorde den første embedsmandsstab: Overmester Jens West, undermester Christian Holm, sekretær Viggo Glistrup, kasserer Julius Stibolt og skatmester Malthe Olsen.
Oprindelig var det bestemt, at logen skulle have været indviet i august, men en murer- og tømrerstrejke forhalede byggearbejdet, og først den 16. september 1916 kunne embedsmænd fra Storlogen for Kongeriget Danmark under broder Storsire Petrus Beyers præsidium endelig indvi logen i Rønne.
Loge nr. 44 Burgundarholm voksede hurtigt. Allerede efter et års virke havde logen 49 brødre, men vi skal helt frem til 1933, før de daværende lokaler blev for små, og man gik i gang med at opføre den bygning som i dag udgør ordensbygningens facade ud mod Krystalgade. Den nye bygnings bygmester var arkitekt Mandrup Poulsen, København og dens entreprenør bygmester Johs. Hansen, Rønne. Logen havde på dette tidspunkt 82 brødre. Senere er der foretaget enkelte ombygninger, bl.a. er den oprindelige bolig på 1. sal inddraget i forbindelse med udvidelse af mødelokaler og køkkenfaciliteter, men ellers er det den samme bygning, der fortsat udgør ordensbygningen i Rønne.
